tirsdag 14 august 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Three Billboards: De mest gribende reklametavler du nogensinde får set

film three billboards outside ebbing missouriDen potentiele Oscar-vinder om en mors offensive kamp for at finde sin datters morder er karakterdreven og rablende morsom midt i al elendigheden

5stjernerTitel: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri. Instruktør: Martin McDonagh. Medvirkende: Frances McDormand, Woody Harrelson, Sam Rockwell, Peter Dinklage. Varighed: 115 minutter. Premiere: 11. januar

• Filmen er fuld af fede figurer. Den sorgramte, rynkede mor, Mildred, der er skarp i kæften. Den debile, racistiske politibetjent, Dixon (læg mærke til navnet). Og den godmodige politichef, Bill, som får så meget skæld ud.

Skæld ud af Mildred, fordi han ikke er i stand til at finde morderen. Ord som bitch, fuck, piss, cunt ryger i flæng fra Mildreds mund mod betjentene. Det er ren satire, der formilder det sørgelige setup.
På grund af den håbløse efterforskning opkøber Mildred absurd nok rettighederne til at bruge de store reklametavler, der står langs en trafikeret vej uden for den lille flække, Ebbing.

På den første stander skriver den hævntørstige mor: “Voldtaget, mens hun døde.” På den næste: “Og stadig ingen anholdelse?” Og den tredje. “Hvordan kan det være, politichef Bill?”

Og så er dramaet ellers i gang. Hele byen vender sig mod den stædige mor for hendes angreb mod den populære politichef.

Og sådan bliver filmen fuld af vold, satire og rappe bemærkninger. Den racistiske, homofobiske og luddovne Dixon får sine raserianfald. Smider reklamesælgeren ud af et hus. Mildred derimod brænder politistationen.

Filmen er rendyrket americana. Det er midtvesten! En lille flække beboet af hillbillies. Med det obligatoriske mord, hvis gåde blæser i vinden mellem græsset.

Gennem hele filmen forbliver Mildred den rapkæftede, kæmpende kvinde, der bærer alverdens synder på sine skuldre. Og hvor spiller hun dog brutalt godt i en rolle, som ikke er videre sympatisk, omend vi har sympati. Dixons personlige udvikling fra skurk til helt spiller også på tvetydigheden, mens den umiddelbart vage politichef Bill viser sig at være enhver kvindes drømmemand. Der bærer rundt på en voldsom sygdom.

Ingen må have det godt, og filmens store styrke er udover karakteropbygning og den grovkornede, britiske humor - instruktør Martin McDonaugh med de to succesfulde film 'In Bruges' og 'Seven Psychopats' er irsk brite - dens uforudsigelighed. Det er svært at regne ud, hvad filmens næste træk bliver, og det skaber en spændstighed, som holder seeren fanget.

Måske burde 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' have haft en dansk titel. Ingen kan i hvert fald huske den engelske titel, og filmen bliver derfor bare kaldt 'Three Billboards'. Under alle omstændigheder har den potentiale til at blive en vaskeægte kultklassiker som Coen-brødrenes i øvrigt også karakterdrevne film som 'The Big Lebowski', 'No Country for Old Men' og 'Fargo', hvor Frances McDormand også har hovedrollen.

Skuespillerinden er i øvrigt gift med Joel Cohen, og brødrenes inspiration er i det hele taget tydelig. Men manglen på originalt samt et lidt for konstrueret manus - helt ærligt, hvem brænder lige en politistation ned? Og hvorfor får Dixon pludselig og selvfølgelig en sort chef? - gør, at filmen ikke er et enestående mesterværk, men dog en hamrende gribende americana-komedie.

Tre americana-film til vinterferien
Americana er USAs rødder. Græsset, der rykker sig i vinden, til en hæs Willie Nelson-plade. Eller en banjospiller blandt hillbilles, læs: amerikanske bonderøve, der lever det rå, autentiske liv langt væk fra den overfladiske civilisation med mannequinner i butiksvinduer:

Deliverance (John Boormann, 1972)
En mandsling spiller fjendtlig banjospil fra en træterrasse i en lille landsby. En kvinde bliver voldtaget i en skov. En uskyldig mand bliver tvunget til at strippe foran en gruppe hillbillies. Det begyndte eller så godt. Fire venner fra byen sejlede op ad åen i deres kanoer. På hyggelig herretur i vildmarken. Men sådan ville den barske natur det ikke. Og her taler vi om menneskets natur i dens rå, uprægede form.

Badlands (Terrence Malick, 1973)
Badlands er en af mesterinstruktøren Terrence Malicks absolut bedste. En 25-årig James Dean-lookalike (Martin Sheen) møder en 15-årig teenagepige (Sissy Spacek), som bor med sin familie i South Dakota, midtvesten. Hendes far bryder sig ikke om deres forhold. Faren skyder hendes hund som straf. Men Charlie Sheen tager sagen i egen hånd, skyder faderen og bortfører den velvillige pige. Langt ud i intetheden. Med politiet i hælene.

Easy Rider (Dennis Hopper, 1969)
Road movie’en over dem alle er Easy Rider. To hippier (Dennis Hopper og Peter Fonda) har netop overstået en narkohandel og skal nu på psykedelisk motorcykeltur ud ad landevejen mod mardi gras-fest i New Orleans. Her møder de landlige eksistenser af alle arter.
Og ikke mindst en whiskydrikkende, skide skør advokat, spillet af Jack Nicholsen. Det ender ud i et vildt og nøgent syretrip på en kirkegård.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.