torsdag 15 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

www.ingen_selvindsigt.dk/overhovedet

louise raaschou OKT 2015Bliver ved med aldrig nogensinde at bruge apps til motion og selvhjælp. Bliver ved med at downloade dem

• De har fået det helt galt i halsen, de der målrettede reklamer på nettet. De tror tydeligvis, at jeg er en rigtig mindfull træne-trunte, spændstig og i zen og altid på udkig efter nye muligheder for at blive endnu mere spændstig og i zen. Jeg bliver derfor bombarderet med reklame-apps for yoga, meditation, feng shui og diverse body-bootcamps.

Det er min egen skyld. For ligesom jeg i yngre tider købte dvd’er med gør-det-selv-motion, ”Zumba på Ztuegulvet”, og bøger om indre ro, så downloader jeg i dag apps i de samme genrer.
Dengang brugte jeg aldrig dvd’erne. Jeg læste muligvis et enkelt kapitel i bøgerne men droppede det, så snart jeg nåede til de praktiske øvelser. (Kunne slet ikke overskue at skrive to sider om hvilken farve, jeg så min fremtid i.)

Men det er noget helt andet med apps, mener jeg åbenbart, og downloader flittigt nettets versioner af stue-fitness og selvhjælp. Jeg er med andre ord stadig idiot og har ikke lært en skid.

Der var, for eksempel, den morgenyoga, som jeg kastede mig over (appen, ikke selve yogaen), engang sidste år.
’Uh, det er lige mig’, tænkte jeg, da jeg læste, hvordan jeg kunne opnå ufattelige niveauer af overskud, energi og ro resten af dagen.
Det krævede ikke andet end et gulv, en yogamåtte og et kvarters tid hver morgen, og fuld af forhåbning til mit nye liv sørgede jeg for, at yoga-app kom på forsiden af mobilen.

Der lå den så, indtil jeg fornylig slettede den igen uden at have brugt den. Overhovedet. For det viste sig jo - og hvilken overraskelse - at hverken min psyke eller mine morgener er gearet til femten minutters yoga i ro og mag.
Dels går der omkring en halv time, fra jeg vågner, til jeg er i stand til at gå uden at slingre.
Dels er der også det øvrige liv på matriklen: Egenrådige chihuahua, som skal lukkes ud, og det lige med det samme, hvis den ikke skal gøre sit morgentoilette på yngste podes værelse.

Og der er naturligvis yngste pode selv og store teen. Sidstnævnte siger ofte godmorgen ved bevidst at prutte sin lillebror i hovedet, en joke yngste aldrig rigtig sætter pris på, hvorfor han reagerer ved at slå ud efter sin storebror, der fuld af harme slår igen, og kun ved min mellemkomst stopper morgenritualet, inden der går cirkelspark i den. Så morgenyoga . . . altså, jeg ved ikke lige, hvor jeg skulle klemme mine solhilsner ind.

Men åh! Når man nu ikke kan prale af udmærkelse på så mange felter, (hjemmebagte boller efter egen ad hoc opskrift forleden var, for eksempel, uspiselige), så er det meget svært at ignorere apps, der lover, at de kan transformere ens liv. Og hvis det nu bare er noget, man skal læse; som ikke kræver gulvplads, eller at man lever som eremit, så kan det da kun være lige i øjet.

Det må jeg i hvert fald have tænkt, da jeg en dag i bussen downloadede endnu en app.
Denne garanterede, at den på et år ville rense ens sind, og dermed liv, for alle de mentale blokeringer, som holder mennesker tilbage.
Små tekststykker om emner som usikkerhed, ro og tilgivelse sendt hver dag på mail; et dagligt, mentalt boost, simpelthen, og ih, hvor praktisk. Jeg får faktisk stadig min daglige dosis zen i indbakken, selv om jeg må indrømme, at jeg ikke lige husker det hver dag. Men så er det jo super fedt, at man bare kan gå tilbage og indhente det forsømte.
Jeg er nu på dag nummer 287 og mangler kun at læse for de sidste 280 dage.

Måske får jeg til den tid så slet ikke brug for den sidst tilkomne i min portefølje af hjælp-til-livet-apps. Den er jeg ellers særlig begejstret for alene på grund af navnet: ”Happy, not perfect.” Her kan man sende gode vibes til folk, man holder af, (sms ”jeg holder af dig”), eller skrive en taknemmelighedsdagbog. Man kan notere hændelser eller adfærd, som pisser en af og på den måde give slip på dem og vreden.
Eller man kan fuldføre små udfordringer, man selv har noteret på listen og dermed høste fordelen ved ekstra mange happy-hormoner.

Kan allerede mærke dopaminen strømme ved tanken om at krydse ’notere udfordringer’ af på min udfordringsliste.
Dén fabelagtige app skal jeg nok komme i gang med, og så kan omverdenen godt gøre sig klar til at møde den nye mig. Jeg skal bare lige læse op på mine zen-mails først. Og måske udvide min horisont endnu mere, for der er jo også kurser.

Faktisk er jeg lige netop nu faldet over et, som Folkeuniversitetet udbyder, og det lyder virkelig som et med gods i, både i den fysiske og den mentale afdeling.
Beer Yoga, hedder det, og det udbydes som en enkelt dags kursus.  En eftermiddag skulle lige være til at overskue, ikke mindst fordi man kun skal have en yogamåtte med. Øllen kan man leje.


Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme