mandag 17 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Filmen om Queen er en sand forførerske

film bohemian webFolkeforførende Bohemian Rhapsody får en til at grine, græde og glædes. I en grad så enhver skeptiker får lyst til at gå i kælderen efter sine støvede Queen-plader

5stjernerTitel: Bohemian Rhapsody. Instruktør: Bryan Singer. Medvirkende: Rami Malek, Lucy Boynton, Gwilym Lee, Ben Hardy. Varighed: 134 minutter. Premiere: 1/11.

• Udenfor jubler publikum. Freddie Mercury er trukket i sine blå jeans. Han skal ud og optræde på et fyldt Wembley Stadium foran 70.000 mennesker. Det er Live Aid i 1985, og Freddie Mercury går ned ad en trappe. Kameraet zoomer ind mellem benene lige på bulen. Som symbol på sex, styrke og desværre også den sygdom, der til sidst knækkede dronningen: Aids.

Til held for de bornerte er bulen pænt pakket ind i hele filmen, så seeren slipper for - uha - at se på sex. Og stoffer for den sags skyld. Det er ingen hemmelighed, at filmen er blevet kritiseret for at være for familievenlig, men heldigvis vinder den på så meget andet. Det er en storladen og livsbekræftende fortælling, der spiller på både glæde og gråd, og hvor alle kan være med.

Straks hopper vi tilbage til 1970. Freddie Mercury er en tidstypisk Mick Jagger-look-a-like med langt hår og spraglet skjorte. Hans konservative pakistanske far og mor skælder ham ud for manglende ambitioner og det daglige natteliv. Han kommer i undergrundsklubberne, sipper til fadøl og hører fed guitarrock. Da han kækt giver et bud på sin stemmes kvalitet over for to langhårede musiker i en baggård, bliver han forsanger. Og tager snart både amerikanske og engelske musikscener med storm.

Den første tredjedel af filmen er ren feel-good, hvor man mærker talentet. En mere og mere cocky Freddie Mercury fremtryller hits med sine charmerende musikvenner. Den søde, men modstandsdygtige trommerslager, den finurlige, diplomatiske bassist og hjernen, lead-guitaristen Brian May.

Det er naivt og en fornøjelse at se, hvordan Brian May med lethed skaber We will rock you via rytmik, så han får hele bandet til at klappe i takt. Og sådan får vi historien bag flere numre.

Bag filmen står Hollywood-instruktøren Bryan Singer kendt for X-Men og The Usual Suspects.
Heldigvis kender han den britiske humor, der er både sarkastisk og stikkende.

“Er du da bange for din seksualitet,” vil en kvindelig journalist vide under et pressemøde.

“Hvad med at vi taler om din manglende seksualitet,” svarer Freddie Mercury kækt tilbage.

Eller da en manager siger om hittet Bohemian Rhapsody, at det varer en evighed.

“Jeg har ondt af din kone, hvis du tror, seks minutter er en evighed.”

Vi følger også kærligheden og den umiddelbart lykkelige forlovelse mellem Freddie Mercury og Mary Austin.

Men her på toppen af poppen er det, at virkeligheden melder sig. At filmen får kant. Freddie opdager, at han også er til mænd. Han løsriver sig fra både Mary og bandet, ansætter en personlig manager, holder excentriske fester med Mercury selv som konge og en hær af homoseksuelle freaks, han begynder at drikke tæt og tage stoffer med i sin overdådige herskabsvilla indrettet med flygel, farverige gardiner, sine to elskede katte og broderede møbler.

Han driver livet til kanten og længere ud, til han er ensom og forladt. Her og der er der faktuelle fejl, så historien passer ind i dramatikken. Det lever vi med, og til slut får vi et brag af en Queen-koncert, hvor man begynder at undre sig over, hvorfor kanaler som The Voice, P3 og P4 spilder lytteren med velfriserede middelmådigheder som Ariana Grande, Miley Cyrus og Justin Bieber. I stedet går man i kælderen og henter sin støvede Queen-vinyler med skramlet og storladen rock. Uanset om de så måtte have ridser i lakken. Det hele behøver jo ikke være så glat og pænt, vel?

Tre store musikfilm:

Control (Anton Corbijn, 2007)
Den tragiske historie om Joy Division og den sjæleplagede forsanger Ian Curtis tager udgangspunkt i de grå, britiske forstæder, der i 70erne er ramt af arbejdsløshed. Ian Curtis, spillet af Sam Riley, gør det overbevisende som den epilepsi-ramte forstadsdreng, der får succes med sit band hele vejen til USA. Han glemmer sin kæreste og baby derhjemme og nyder en ny smuk piges selskab. Men pillerne fylder i sidste ende mere end musikken, der i dag har status som noget af det bedste rockmusik lavet i England.

Almost Famous (Cameron Crowe, 2000)
Den gamle teenagedrøm om at blive musikjournalist, der hænger med stjernerne, bliver til fulde udlevet i dette betagende drama om en rockband on the road, som en 15-årig får lov at følge med den intention at skrive forsidehistorien til Rolling Stone. Filmen viser rocklivet DNA med groupies, overdoser, hippiedrømme, band-fejder og vagabonderende frihed. Filmen er baseret på en virkelig historie om teenageknægten Crowe, filmens instruktør, der selv skrev for Rolling Stone, mødte sine rockhelte og mistede sin mødom undervejs.

Walk the Line (James Mangold, 2005)
Filmen om Johnny Cash er et must. Joaquin Phoenix gør det eminent som countrysangeren, der bliver en af USA’s største stjerner i en tid, hvor teenage- og popkulturen stadig er i sin vorden. Fra 40’erne følger vi Cashs vej til toppen, damerne, stofferne, anholdelsen på grund af besiddelser af selvsamme og forelskelsen i June Carter, spillet af Reese Witherspoon, der vandt en Oscar. Johnny Cash selv var tændt på, at det var Joaquin Phoenix, der fik rollen, men han døde desværre i 2003 før filmens premiere.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.