mandag 17 december 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Morsom, indlevende og overraskende

film shopliftersDer er både humor og tragedie i systemkritisk fortælling om en fattig japansk familie, der stjæler børn, fødevarer og fiskestænger og tager regulære lortejobs for at overleve

5stjernerTitel: Shoplifters. Instruktør: Hirokazu Kore-eda. Medvirkende: Lily Franky, Sakura Ando, Mayu Matsuokam, Kairi J. Varighed: 121 minutter. Premiere: 11. oktober

• Far og søn er ude at gå aftentur i Tokyos rå beton. Dagens højdepunkt var turen i supermarkedet. Her talte de et hjemmelavet tegnsprog til hinanden. Om hvor medarbejderne stod i supermarkedsgangene. 50-årige Osamu skyggede, så sønnike Shotu kunne fylde tasken med parfume. Om aftenen pjatter de som far og søn, da de hører en lille pige græde på en altan. Der sad hun også i morges med tårer i øjnene. De hører forældrene bag den låste altandør. De skændes. Forældrene vil ikke have ungen.

Osamus samvittighed tåler det ikke. Han tager den lille pige hjem. Til sin smukke, unge kone, konens lige så smukke søster og søstrenes mor, der sammen bor i en lille, rodet bolig. Der sidder de i en rundkreds og spiser en gryde fuld af grøntsager. Dag efter dag. Osamus kone stryger lagner i en enormt vaskeri. Hendes yngre søster laver besynderlig softporn i båse foran ensomme mænd. Bedstemoderen ordner huset og besøger bekendte for at hente penge ind.

Kan de virkelig tillade sig at kidnappe pigen? Ja da. For pigen bliver tydeligvis mishandlet. De adopterer hende, og ikke mange dage efter er hun efterlyst i nyhederne på tv.

Japanske 'Shoplifters' om en småkriminel familie vandt for bedste film på dette års Cannes-festival. Den stiller flere moralske spørgsmål om, hvad der kan kaldes en familie, og hvornår man kan sympatisere med kriminalitet. Med humor og menneskeligt overskud. Men familien er i frit fald. Og en dag vil systemet uundgåeligt indhente deres aparte levevis.

Instruktør Hirokazu Kore-eda har netop været aktuel i danske biografer med 'Det tredje mord' og står bag andre roste familiedramaer som 'Like Father, Like Son' og 'Still Walking'.

Med 'Shoplifters', der betyder butikstyve, er instruktøren trådt ind i højeste klasse af instruktører. Selvom første halvdel af hverdagsrealismens trummerum kan føles en anelse for lang, tager plottet snart en u-vending, der klæber en til skærmen. For hvordan skal det ende med familien? Hvor kommer de fra? Og hvad med den lille pige, der nu er adopteret som familiens lillesøster?

Storbyoptagelserne fra Tokyo med bordeller, fabrikker og højhuse sætter familien i perspektiv. Et billede på hvor let man kan forsvinde og blive glemt blandt millioner af andre. Hvor dårligt vi behandler samfundet svageste, og hvad de fattigste er i stand til at gøre for at overleve. Familiens medlemmer, spillet af blandt andre Lily Franky som den 50-årige, kække familiefar, er ikke til at stå for.

“To live outside the law, you must honest,” sang Bob Dylan engang. Selv om de stjæler og hutler sig gennem tilværelsen, har de forankrede principper for, hvad der er rigtigt og forkert. Og de principper kan i sidste ende være mere moralske end systemet. Hvis de da selv kan overholde dem.

Tre japanske must sees:

De syv samuraier (Akira Kurosawa, 1954)
Kurosawa er vel nok Japans mest hyldede filminstruktør, og denne klassiker er et must for alle filmelskere. I slutningen af 1500-tallet bliver en landsby af fattige bønder røvet af en flok banditter. Som konsekvens hyrer de syv arbejdsløse samuraier. Men da samuraierne ankommer, stikker bønderne fejt hovedet i jorden af skræk. Vil de overhovedet have hjælp? Filmen er fuld af psykologi, på både person- og samfundsplan, med tre grupperinger: Bønder, samuraier og banditter, der står mistroisk over for hinanden. Samtidig er filmen en forelægger for actiongenren. Kurosawas mange værker har været inspirationskilde til både westerns, gangsterfilm og Star Wars-serien. De syv samuraier fik en amerikansk western-version med Syv mænd sejrer.

Grave of the fireflies (Isao Takahata, 1988)
Denne følelsesladede tåreperser går lige i hjertet. Japansk anime er støbt af mestrer, og sammen med den mere børnevenlige Totoro, lavet af genrens godfather, Hayao Miyazaki, er Takahatas Grave of the fireflies en af genrens bedste.
Ved et bombeangreb på deres hus under 2. Verdenskrig mister 14-årige Seito og hans lillesøster deres elskede mor. De må nu tage skæbnen i egen hånd og flygte fra krig og ondskab. De finder husly hos en tante, og senere, da de løber tør for mad, i et shelter. Filmen er en skæbnesvanger, tung og rørende fortælling om barske levevilkår i kølvandet på bomberegnen over Japan.

Sonatine (Takeshi Kitano, 1993)
Kitano laver oftest film med hårdkogte gangstere, som dræber for penge, damer og magt. Tilsat doser af absurde, underfundige, mere eller mindre uforståelige scener.
I Sonatine spiller Kitano selv hovedrollen som en gangster i Tokyo, der tager til øen Okinawa for at forhandle fred mellem to bander. Men snart står han midt i det hele med skud fra begge sider. Gangsteren og hans håndlagere søger tilflugt på en strand, hvor alt hersker idyl. Pludselig er vi midt en mærkværdig komedie, en slags stilhed før krigsstorm. Man lærer her, hvor absurd skæve japanske film og Kitano kan være.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.